Pladeudgivelser
I et samarbejde med Jørgen de Mylius og Bjarne Pedersen har jeg produceret 24 CD-bokse, hvor dansk rock’n roll, pop- og pigtrådsmusik i digitaliseret form er bevaret for eftertiden.
Fem af boksene er udsendt på pladeselskabet EMI resten på Universal Records, heriblandt den store pigtrådsserie (”Dansk pigtråd vol. 1-15) med bidrag fra 70 danske grupper og solister. I alt 791 titler, hvoraf 148 ikke tidligere har været udsendt.
”Four Jacks -Samlede udgivelser” og ”Den store Otto Brandenburgboks” har begge solgt platin.
Otto
1993 EMI
Denne boks indeholder samtlige Otto Brandenburg udgivelser fra perioden 1959 – 1964. Alle de kendte hits fra den gyldne periode men også sjældne Otto optagelser fra radio, TV og spillefilm. Samt sangene fra hans svenske og tyske karriere.
Dansk rock 50 år. Rock’n’roll 1956 – 1961.
2006 Universal
Rock ’n’ roll blev lanceret her til lands i 1956. I 50året støvsugede vi arkiverne for danske rockindspilninger fra pionerårene. Man kan ikke undgå at blive smittet af den entusiasme de unge pionerer udviste i de primitive pladestudier. På denne firdobbelte CD finder vi bidrag fra James And His Jamesmen, Ib ”Rock” Jensen, Melvis Rock Band, Peter Abrams, The Crazy Rock Boys og mange flere.
Four Jacks. Samlede udgivelser 1957 – 1964.
2005 EMI
Den firdobbelte boks med Four Jacks solgte platin. Det overraskede alt og alle men satte en tyk streg under kvartettens enestående popularitet og langtidsholdbarheden af deres mange populære hits. John Mogensen var den musikalske dynamo i Four Jacks vokalt flankeret af Poul Rudi, Bent Werther og Otto Brandenburg. James Rasmussen erstattede sidstnævnte nytårsaften 1958. Boksen indeholder 114 indspilninger.
Otto Brandenburg. 1959 – 1971.
2006 EMI
Den Store Otto Brandenburg Boks er en stærk udvidet og opdateret udgivelse I forhold til Ottoboksen fra 1993. På denne boks finder vi Ottos flotte indspilninger fra årene efter den store rock og twisttid. Bokssættet solgte platin.
Gitte 1958 – 1965.
2006 EMI
Hun blev popstjerne allerede som 8-årig, da hun ville ”Giftes Med Farmand”. Hun blev popstjerne i første halvdel af tresserne og senere et stort navn i Tyskland. På det 4-dobbelte bokssæt er samlet alle hende danske hits og en mængde engelske, svenske og tysksprogede indspilninger.
Den store twistboks. Dansk twist 1960 – 1963.
2008 Universal
Twistbølgen hærgede i starten af 60’erne. Den populære dans skulle naturligvis dyrkes til tonerne af ”twistmusik”. En lang række danske solister og grupper gav deres bud på den tidstypisk twistsound. På det 4-dobbelte bokssæt twister Otto Brandenburg, The Cliffters, Jørgen Ingmann og Daimi løs sammen med mange, mange flere.
Den store Peter Belli boks. 1964 – 1989.
2006 Universal
Den ultimative Peter Belliboks. På 6 CD’er dokumenteres hans lange rejse i dansk musik fra 1964, hvor han var den ukronede konge i dansk pigtråd til hans mange udspil i diverse dansksprogede genrer. Bokssættet dækker perioden 1964-1989.
Defenders. Dansk pigtråd vol. 1.
2002 Universal
Første CD-boks i serien ”Dansk Pigtråd”. Hvad var mere naturligt end at fokusere på pigtrådstidens mest populære og velspillende gruppe: ”The Defenders”? Her med alle deres populære singler og to LP’er. Endvidere en række ikke tidligere udgivne titler bl.a. fire numre til den planlagte tredje LP, der aldrig blev færdiggjort.
The Hitmakers. Dansk pigtråd vol. 2.
2002 Universal
The Hitmakers var ubestridt en af pigtrådsepokens topgrupper. DobbeltCD’en indeholder deres samlede pladeproduktion. Dels singlepladerne, som levede op til gruppenavnet, dels numrene fra deres to albums. Det sidste blev indspillet under navnet ”The Floor”.
Sir Henry & His Butlers. Dansk pigtråd vol. 3.
2002 Universal
På forsiden af deres første album bliver Sir Henry alias Ole Bredahl serviceret af sine Butlers foran pigtrådstemplet Place Pigalle på Bakken. Yderst til højre står Tommy Mortensen (Seebach). Orkesteret leverede med ”Let’s Go” den bedst sælgende pigtrådsplade overhovedet. På boksen er gruppens samlede produktion 1964-1966 samlet.
The Lollipops. Dansk pigtråd vol. 4.
2003 Universal
Historien om The Lollipops, drengene fra Islands Brygge i København, er den mest spektakulære i den danske pigtrådshistorie. Som store drenge opnåede de idolstatus i Sverige. Tournerede de svenske folkeparker tynde og indspillede en lang række plader på selskabet Karusell i årene 1963 – 1966. De er alle samlet på dette bokssæt.
The Lollipops. Dansk pigtråd vol. 5.
2003 Universal
Efter storhedstiden i Sverige fik The Lollipops deres store gennembrud her til lands i 1966. Med hits som: ”Stop”, ”Sussy Moore” og ”I Feel The Sun Up There” toppede de hitlisterne I de kommende år. Denne boks indeholder deres samlede produktion fra efteråret 1966 og frem til 1971.
The Cliffters. Dansk pigtråd vol. 6.
2004 Universal
The Cliffters blev dannet i 1960, da rock’n’roll gradvist fik et nyt udtryk i form af pigtrådsmusik. Med Johnny Reimer i den vokale forgrund og Mogens ”Django” Petersen som guitarist udviklede gruppen sig til Danmarks første professionelle orkester inspireret af datidens hotteste ensemble Cliff Richard & The Shadows. På bokssættet er samlet Cliffters komplette produktion 1961-1964.
Johnny Reimar. Dansk pigtråd vol. 7.
2005 Universal
Efter at Johnny Reimar havde forladt The Cliffters i 1963 startede han en livslang solokarriere. På denne CD er samlet alle hans tidlige soloindspilninger fra 1963-1965. Han sjældne Album ”All Week Long”, hans engelsksprogede indspilninger med ”The Scarletts” som backing, hans første danske udspil og tyske singler er også inkluderet.
The Scarlets. Dansk pigtråd vol. 8.
2004 Universal
The Scarlets blev dannet som backinggruppe for Johnny Reimer i 1963. De markerede sig hurtigt som selvstændig gruppe med en række instrumentalhits som ”Prinsesse Toben” og ”Bondeorglet”. Efter at gruppen blev udvidet med sangerinderne Lecia og Lucienne, prægede de den danske musikscene i sidste halvdel af tresserne med deres glade og ligefremme popmusik. Boxsettet indeholder alle 80 indspilninger fra The Scarlets.
Nalle. Dansk pigtråd vol. 9.
2004 Universal
Samtlige indspilninger fra fænomenet fra Odense Rock Nalle (1965-1969). De første titler med gruppen Les Amis – en række andre med det engelske big band ”The Big Sound” suppleret med hans dansksprogede udspil fra sluttresserne.
The Baronets. Dansk pigtråd vol. 10.
2004 Universal
The Baronets blev grundlagt i Aarup på Fyn. Gruppen fik som et af de eneste provinsorkestre et nationalt gennembrud i sluttresserne. På boksen finder vi samtlige singler, alternative indspilninger, koncertoptagelser og tre aldrig udsendte numre som var tænkt til gruppens album, der aldrig blev fuldendt.
Pionererne. Dansk pigtråd vol. 11.
2005 Universal
Bokssættet indeholder indspilninger fra en lang række grupper, der med entusiasme og spilleglæde prægede den tidlige pigtrådsscene. En række grupper var så heldige at få mulighed for at indspille en eller måske et par singleplader. Her er bidrag fra bl.a. The Medows, Little Freddy And His Rock Boys, The Black Devils, Medley Swingers og The Weedons.
Hit House. Dansk pigtråd vol. 12.
2006 Universal
Hit House på Frederiksberg Allé var pigtrådstemplet over alle. På udgivelsen sætter vi fokus på mange af de grupper, der aften efter aften spillede op til dans suppleret med Hellerup Ispinde og Jolly Colaer i popmekkaet. Her er bidrag fra bl.a. The Lions, The Donkeys, Someones, The Clidows og Ex-Checkers. Boksen indeholder også lydsporet til den legendariske Hit House film.
Teener. Dansk pigtråd vol. 13.
2006 Universal
Pladeselskabet Tono oprettede i 1963 et specialmærke Teener, der skulle lancere talentfulde pigtrådsorkestre på vej frem. Her fik grupper fra 2. division en eller to pladechancer. På forsidebilledet ses The Strangers under indspilning i Bispebjerg Bio. Selskabets foretrukne studie! Her er bidrag fra bl.a. The Go-Getters, Electro Swingers, The Fourways og de første indspilninger med Brd. Olsen som The Kids.
Provinsen. Dansk pigtråd vol. 14.
2007 Universal
Dengang var det svært for pigtrådsgrupper fra provinsen at opnå en pladekontrakt. Pladeselskaberne og Danmarks Radio holdt til i Hovedstaden og kun i Hovedstaden. Det lykkedes dog for et par håndfulde provinsgrupper, og deres indspilninger er samlet på dette bokssæt. Her er bidrag fra bl.a. ”Tony And The Diamonds”, Johan Lind, ”The Spitfires”, “The Spacemakers” og “The Shouts”.
The Final. Dansk pigtråd vol. 15.
2007 Universal
Bokssættet sætter fokus på den gyldne pigtrådsepokes sidste år 1965-1969. Og på nogle af de grupper, der slog igennem og kom til at præge de kommende år om end for de fleste i et andet musikalsk udtryk. Her er bidrag fra bl.a. ”Stoke Sect”, ”The Blackpools”, “The Primates”, “Step By Step” og “Anisette & Dandy Swingers”.
Let’s Go
2005 Universal
”Den Store Danske 60’er Box” er den ultimative samling af de mest markante hits og slagere fra ”De glade tressere”. De allerstørste pigtrådshits suppleres med bidrag fra folkemusikere som Cæsar, Per Dich og Cy, Maia & Robert. Og en lang række af de allermest legendariske danske slagere fra Giro 413 og Dansktoppen.
Tommy Seebach. Komplet & Rariteter.
2010 EMI
Tommy Seebach udsendte 11 albums. De er naturligvis alle med i originale covers. Suppleret med singleplader, der er placeret kronologisk på de respektive album. Ligesom bonus indspilninger, alternative versioner og rariteter.